Sådan fungerer håndværksfælleskabet

Denne vejledning er lavet for at skabe de bedste betingelser for et godt fællesskab, så du får mest muligt ud af at deltage.

Hvad er et håndværksfællesskab?
Håndværksfællesskabet giver dig mulighed for at dyrke dit håndværk sammen med andre. Det er en oplagt ramme for vidensdeling, hvor I kan sparre og udvide jeres kompetencer sammen.

Det lyder nemt og uforpligtende – og det er det på mange måder også. Men hvis fællesskabet skal blive hyggeligt, afslappet og berigende, kræver det en aktiv indsats fra dig. Succesen bygger på medansvar og en stærk fællesskabsånd, hvor den enkelte bidrager positivt til helheden. Det gælder både før, under og efter jeres møder.

Før jeres møde er det vigtigt, at:

  • Du melder afbud: Giv besked i god tid, hvis du er forhindret i at komme til et planlagt møde.
  • Du pakker dit udstyr: Forbered alt det, du skal bruge (opskrifter, redskaber, materialer osv.). Hvis du ved, du bliver sulten, så pak en madpakke til dig selv.
  • Du husker værten: Hvis I mødes privat, er det god stil at tage en lille værtindegave med, som I kan dele, f.eks. småkager, snacks eller en lille fin blomsterbuket fra haven eller parken. Værten deler til gengæld sit hjem og kaffe, te og vand.

Under jeres møde er det vigtigt, at:

  • I aftaler næste gang: Find tid og sted for jeres næste møde. Hav gerne jeres møder i 2-4 timer hver 7. eller 14. dag – se det lidt ligesom at gå til yoga, fodbold eller kor. Hvis vejret er godt, er I velkomne til at sidde i baggården ved Skytten i åbningstiden (giv i så fald besked direkte til Skytten). Aftal også gerne opfølgningsmøder med Skytten, hvor vi sammen kan forventningsafstemme, hvad der er brug for, og hvordan det går.
  • I hygger jer: Arbejd på jeres egne projekter, mens I småsnakker og har det hyggeligt.
  • I sparrer med hinanden: Gør brug af vidensdeling ved at dele ud af jeres erfaringer og gode råd.
  • I respekterer stilhed: Det er ikke nødvendigt at tale hele tiden. Respekter, hvis nogen har brug for at fordybe sig eller sidder med noget, der kræver stor koncentration.
  • I rydder op efter jer selv: Vis medansvar ved at rydde op løbende og efterlade stedet pænt – uanset om I mødes privat eller i baggården hos Skytten.

Efter mødet er det vigtigt, at:

  • I holder kontakten: Skriv sammen og del eventuelt opskrifter eller opfølgende spørgsmål. I kan med fordel oprette jeres egen online-gruppe til dette. Tag løbende billeder af de produkter, I får lavet, og send dem til Skytten, som vil dele dem på Skyttens sociale medier. Det giver stolthed over eget produkt og over fællesskabet.
  • I deler feedback: Hvis I vil dele både ris og ros, kan I skrive det til hinanden eller direkte til Skytten.
  • Du melder fra ved stop: Hvis du ikke længere ønsker at være en del af håndværksfællesskabet, skal du udvise medansvar og give besked til gruppen og direkte til Skytten.