Har du brug for hjælp til en ældre væv eller spinderok?
Vi oplever, at mange i øjeblikket anskaffer sig ældre væve og spinderokke, ofte til en meget lav pris.
Siden produktionen af fx LERVAD-væve ophørte i 1998, kan det dog være en udfordring at finde reservedele til disse modeller. Det samme gør sig gældende for andre ældre væve og spinderokke, der ikke længere er i produktion.
De største udfordringer opstår med dine væve og spinderokke, som er unikke håndværk skabt af dygtige kunsthåndværkere. Ofte er det manden i et ægteskab, der har fremstillet spinderokken som en kærlighedsgave til sin hustru. Disse spinderokke er ofte utroligt smukt udført med detaljerede udskæringer og nogle gange dekoreret med kunstfærdige malerier, der skulle vise, hvor højt værdsat og elsket hun var. I nogle tilfælde er hendes navn endda sirligt indgraveret i træet.
På SKYTTENS hjemmeside har vi samlet en oversigt over dygtige håndværkere i Danmark, som vi varmt kan anbefale - se her>>. Disse fagfolk kan hjælpe med at fremstille de dele, du står og mangler. Derudover har du mulighed for at gøre en god handel på fx originale Lervad vævekamme samt andet kvalitetsudstyr til vævning og spinding.
Kort om LERVAD-væven
Historien om LERVAD-væven begynder med Anders Lervad (1863-1940) fra Føvling, som i sin tid blev tilknyttet den nyoprettede Askov Husflids- og Sløjdskole som underviser. Efter skolens leder, Søren Meldgaard, gik bort i 1894, overtog Anders Lervad driften af Husflidsskolen i 1895 og fortsatte arbejdet på egen hånd. Anders Lervad begyndte sideløbende med husflidskurserne at producere væve og sløjdredskaber.
